Crispy Food Nordic bliver navnet på Danmarks største producent af morgenmadsprodukter, der fremover skal imødekomme den store internationale efterspørgsel på korn- og plantebaserede fødevarer. Det er en realitet med fusionen af to traditionsrige danske virksomheder i henholdsvis Nakskov og Gørlev. Dermed er der dannet basis for nye investeringer og endnu større, international vækst.
Det er to traditionsrige og succesfulde danske morgenmadsproducenter, der nu bliver til én. Nakskov Mill Foods og Crispy Food fusionerer under navnet Crispy Food Nordic. Det bliver Danmarks største producent af morgenmad, hvor 80 % af produktionen allerede i dag eksporteres. Nu skal fusionen være udgangspunkt for yderligere vækst.
Christian Bring, CEO for Crispy Food Nordic: ”Dannelsen af Crispy Food Nordic er udtryk for en ambition om at sætte endnu mere fart på vores udvikling. Det er et fantastisk udgangspunkt, at det er to sunde og succesfulde virksomheder, vi samler. Derfor holder vi også fast i produktionen i både Nakskov og Gørlev, som fortsat vil have hver sin fabrikschef. Fusionen styrker driften og udviklingen ved at skabe en mere enkel selskabsstruktur, hvor vi kan frigøre flere ressourcer ved kun at skulle gøre tingene én gang frem for to.”
Det er forskellige typer produkter, der produceres i henholdsvis Gørlev og Nakskov. Gørlev er specialister i at producere granola bagt i ovnen. I Nakskov har man med produkter som fx Havre Fras fundet metoder til at lave sprøde kornprodukter i en kvalitet, som ingen andre kan matche – samtidig med, at man med købet af OTA Solgryn har fået et ikon inden for morgenmad tilbage til Nakskov.
Crispy Food Nordic en dansk eksportvirksomhed
Det er ikke tilfældigt, at Nordic indgår i det nye fælles navn. 80 % af produktionen går til eksport og langt det meste til Sverige og Finland. Lande som Tyskland er også store aftagere af produkter, og det er planen, at eksporten skal udvides til flere lande og være med til at drive væksten. Der er en stor og stigende efterspørgsel efter den kvalitet og fødevaresikkerhed, som Crispy Food Nordic står for.
”De internationale trends med efterspørgsel efter fødevarer af gode, sunde råvarer og høj fødevaresikkerhed, passer jo perfekt til vores profil. Vores morgenmad er kornbaseret, og vi har øvet os i mere end hundrede år på at fremstille velsmagende produkter, som man kan stole på. Vores investeringer og udvikling går derfor videre i samme retning,” siger Christian Bring.
Ud over morgenmadsprodukter producerer virksomheden on-the-go produkter og ingredienser til plantebaserede fødevarer, hvor der investeres kraftigt. Der investeres i automatiseringer på begge lokationer. To aktuelle eksempler på investeringer er, at der bliver brugt 55 millioner på maskiner til at fremstille ærteprotein, der bruges som sund og meget velsmagende fars i vegetarretter.
Om Crispy Food A/S
Crispy Food blev grundlagt i 1983 og har været datterselskab til KOFF siden 2007. Virksomheden udvikler og fremstiller morgenmadsprodukter og er Europas førende leverandør af `Top Cups´ – det drys, der fx findes i låget til små yoghurtbægre.
Siden marts 2019 har Crispy Food og Nakskov Mill Foods haft fælles direktør og salgsorganisation og er dermed blevet totalleverandør af morgenmadsløsninger.
Om Nakskov Mill Foods A/S
I 1898 startede Danmarks første havregryns-mølle, AVENA i Maribo. I 1913 flyttede pro-duktionen til Nakskov. I 1915 tog fabrikken navnet OTA.
Fabrikken fik i 1933 OTA Solgryn registreret som varemærke. OTA blev i 1930 en del af amerikanske The Quaker Oats Company.
Fra 1990 har fabrikken heddet Nakskov Mill Foods A/S, og den producerer en række mor-genmadsprodukter. Siden 2002 har virksom-heden været ejet af den familieejet koncern KOFF A/S, der også ejer Crispy Food.
